DPL Community

Fem skarpe til årets IPMA Certificerede projektledere

Til maj er det igen tid til at kåre årets IPMA Certificerede projektledere. Det sker på Symposiet Projektledelse i København, den 28. maj.

Indtil da, kan du her læse eller genlæse artiklen “Fem skarpe til årets IPMA Certificerede projektledere”, som handler om de kandidater der sidste år modtog pris og anderkendelse for deres indsats som projektleder:

Redaktionen har stillet ’fem skarpe om læring og aflæring’ til årets IPMA certificerede projektledere.

 

Lisbeth Stuart, sammen med de øvrige nominerede på niveau D

Lisbeth Stuart,  DSB, Projektleder, niveau D
1 Hvad virker for dig selv, når det gælder læring i de projekter eller aktiviteter du har været/er involveret i? Har du evt. nogle praktiske eksempler?
Der er mange måder at tilegne sig ny viden på. Generelt virker det bedst for mig, at prøve nye ting af i praksis og i forskellige sammenhænge.
Prøve – måske fejle – tilrette – prøve igen. Det giver læring for mig. Jeg synes også, man kan drage meget læring ud af at reflektere og sætte den nye læring op mod den gamle læring – og
så forsøge at konkludere om det er to læringer, der skal bruges i forskellige sammenhænge eller om man skal udskifte den gamle læring med den nye.

2 Har du været bevidst om udfordringer ved aflæring i tilrettelæggelsen af læring i projekter eller aktiviteter du har været/er involveret i? Har du evt. nogle praktiske eksempler?
Jeg har oplevet at gammel læring der skulle aflæres, kan være virkelig svær at aflære. Den gamle læring kommer nogle gange til at tælle som sandheden – måske fordi det er den
læring, som jeg har haft længst, er tryg ved og har koblet mange andre læringer op på. Hvis læringen har været forbundet med kraftige følelser eller vigtige begivenheder, kan den
være nærmest umulig at aflære.

3 Nogle siger, at øget evne til læring (og dermed aflæring) er alfa og omega for at lykkedes i fremtidens stadig mere foranderlige og komplekse samfund. Hvad mener du? Og hvad er dine anbefalinger til projektledere?
Jeg tror, at en stærk evne til læring og aflæring, er en absolut nødvendighed i fremtidens samfund. Læring, fordi den er nødvendig for at kunne følge med udviklingen og kompleksiteten. Aflæring, b.la. fordi der er grænser for hvor meget der er plads til på de mentale hylder. Jeg tror, at risikoen for stress reduceres, hvis den enkelte formår at aflære den nu unødvendige kompetence og viden,
så der gives plads til den nye viden og de nye kompetencer og der kan findes plads til reflektering.

4 Med hensyn til læring, hvad mener du selv er det vigtigste at have for øje i projekter, og hvordan foreslår du det tilrettelagt i praksis?
Erfaringsopsamling, vidensdeling og derved læring i projekter skal deles i virksomheden. Det giver bedre fremtidige projekter. Der er jo ingen grund til at træde ned i de samme huller
og falde over de samme sten flere gange end nødvendigt. I min afdeling har vi formaliseret dette, ved krav om erfaringsrapporter i vores afslutningsrapporter og deling af denne viden
på afdelingsmøder. Vi kan også søge viden/læring ved at kigge på erfaringsrapporterne i de afsluttede projekter, der har sammenlignelige områder.

5 Hvis du skulle tilskynde til øget læring i dine projekter, hvilke fordele for den enkelte ville du så pege på, der kunne opnås?
I forbindelse med øget læring i projekter mener jeg, at det for nogle projektdeltagere virker som en stærk motivationsfaktor, at få mulighed for at styrke sine kompetencer og
opnå en personlig udvikling. Jeg tror dog også, at nogle projektdeltagere synes at det kræver meget energi og i for stort omfang, flytter dem ud af deres comfort zone. For som regel er det
sådan, at processen læring/aflæring kræver lidt ubehag og en masse utryghed før læringen/aflæringen er på plads.

 

Mette Møller Andersen, sammen med de øvrige nominerede på Niveau C

Mette Møller Andersen, Arla Foods Ingredients, projektleder, niveau C
1 Hvad virker for dig selv, når det gælder læring i de projekter eller aktiviteter du har været/er involveret i? Har du evt. nogle praktiske eksempler?
Ved læring forstår jeg at tilegne sig ny viden samt handle herudfra. Læring kræver ofte nysgerrighed og en lyst til at forstå. For at viden bliver omsat til en handling (og dermed
en forandring) kræver det at det lærte deles og accepteres. Vidensdeling er derfor et vigtigt middel til forandring. For at trænge igennem og hermed gøre op med eksempelvis
gammel viden er selve formidlingen central. Modstandere mod forandring vil forsøge at holde fast i plejer indtil andet er bevist. Formidlingsformen her kan være altafgørende
for om budskabet kommer frem og accepteres. Bevismaterialet for ny viden kan være nok så gennemført, men hvis overleveringen ikke rammer plet, så sker forandringen ikke
nødvendigvis.

2 Har du været bevidst om udfordringer ved aflæring i tilrettelæggelsen af læring i projekter eller aktiviteter du har været/er involveret i? Har du evt. nogle praktiske eksempler?
Læring og dermed også aflæring er central i projektarbejde og ikke mindst i en R&D funktion. Der er eksempelvis løbende nye teknologier og analysemetoder som skal læres, samtidig med
at nogle af de eksisterende skal aflæres. Der vil altid være en form for tryghed i det kendte, men for at udvikles skal vi lære og derved samtidig aflære.

3 Nogle siger, at øget evne til læring (og dermed aflæring) er alfa og omega for at lykkedes i fremtidens stadig mere foranderlige og komplekse samfund. Hvad mener du? Og hvad er dine anbefalinger til projektledere?
Med projektledelses-briller på er der også brug for evnen til læring og aflæring. Nogle samarbejdsformer giver mening i et projekt, men bestemt ikke i det næste projekt.
Dette vil dels afhænge af selve projektets karakteristika, men mindst lige så meget af menneskene i projektet. Derfor skal der tænkes på ny$ i hvert projekt for at få skabt den
passende arbejdsform. Man vil naturligt tage udgangspunkt i ens egen læring/erfaringer, men der vil altid være brug for en tilpasning/ny læring. Det er præcis her projektledere udvikles
og skaber værdi.

4 Med hensyn til læring, hvad mener du selv er det vigtigste at have for øje i projekter, og hvordan foreslår du det tilrettelagt i praksis?
Et godt redskab i forhold til at arbejde i en R&D afdeling er at arbejde ud fra hypoteser. Hypoteser efterprøves og læring heraf formidles, så vi fremadrettet bruger ny viden og
handler herpå.

5 Hvis du skulle tilskynde til øget læring i dine projekter, hvilke fordele for den enkelte ville du så pege på, der kunne opnås?
Ved læring og handling herudfra (og derved aflæring) opnås en rød tråd i projektet og en mening med det udførte. Det giver bestemt
motivation for den enkelte som har bidraget hertil og energi til fortsat læring.

 

Jørgen Møller Nielsen, sammen med de øvrige nominerede på Niveau B

Jørgen Møller Nielsen, Ørsted, projektleder, niveau B
1 Hvad virker for dig selv, når det gælder læring i de projekter eller aktiviteter du har været/er involveret i? Har du evt. nogle praktiske eksempler?
Hvorfor skal man være forsigtig omkring læring i projekter? Vi kender det nok alle, vi har lige kørt et projekt og det gik rigtig godt.
Fremgangsmåden passede til opgaven, deltagere og interessenter var glade og resultatet kom i hus. Så tænker vi, at vi nu har fundet formlen for det næste projekt og tager
samme fremgangsmåde, skabeloner, form ned fra hylden, for det virker jo? Men nej! Deltagerne er andre, omstændigheder er forskellige og det virker bare ikke.
Vaner er farlige i projekter. Det er min erfaring. Jeg er før faldet i den fælde, at det jeg troede var en sikker vej frem, slet ikke virkede for det næste projekt. Den læring bruger jeg, når jeg
går til en opgave, fordi det næste projekt altid er forskelligt fra det sidste.

2 Har du været bevidst om udfordringer ved aflæring i tilrettelæggelsen af læring i projekter eller aktiviteter du har været/er involveret i? Har du evt. nogle praktiske eksempler?
Aflæring er utrolig vanskeligt fordi det har med vaner at gøre. Jeg har over den seneste periode bevæget mig ind i den agile kontekst og har gang på gang grebet mig selv i at
anvende metoder fra mere traditionelle projekter. Jeg har måttet kassere resultatet af workshops fordi fremgangsmåden var den forkerte. Det kræver mod at indrømme og
tage konsekvensen, og sige til deltagerne at resultatet ikke kan bruges.

3 Nogle siger, at øget evne til læring (og dermed aflæring) er alfa og omega for at lykkedes i fremtidens stadig mere foranderlige og komplekse samfund. Hvad mener du? Og
hvad er dine anbefalinger til projektledere?

Helt sikkert, man skal huske på at projekter altid er forskellige uanset hvad. Det er det unikke og det spændende ved projektverdenen.
Projektledere er forandringsagenter og skal lede projekter som skibe i høj sø. Min helt klare anbefaling til projektledere er, at de skal fokusere på ledelsesdelen og
mindre på den mekaniske metodiske del af projektledelsen. Jeg vil dog alligevel anbefale, at man bliver fortrolig med den mekaniske del af projektledelsen, da det giver én ballast til
at falde tilbage på, når man tvivler og søger en vej videre i projektet. Med discipliner som produktnedbrydning, risikostyring og interessenthåndtering hviler man trygt i
hænderne på forskellige rammeværk fx PRINCE2 og PMI.

4 Med hensyn til læring, hvad mener du selv er det vigtigste at have for øje i projekter, og hvordan foreslår du det tilrettelagt i praksis?
Det er vigtigt at man ikke gemmer sig i sit projekt og sine metoder. Kommunikation er alfa omega i forhold til at drive sine projekter. Man skal være i kontakt med sine deltagere
og interessenter. Er du i krise, så brug din energi her. Jeg bruger det meste af min tid på kommunikation med deltagere og interessenter. Føler du det svært, så kan jeg
anbefale at gøre det mekanisk ved at reservere tid med interessenter og projektdeltagere. Det er ofte den vej igennem, du finder ud af, hvordan du skal lede dit projekt.

5 Hvis du skulle tilskynde til øget læring i dine projekter, hvilke fordele for den enkelte ville du så pege på, der kunne opnås?
Individuel læring er ligeså vigtig som din egen læring. Det at kunne give feedback, modtage og give kritik bør være en del af projektkulturen.
Den store gave er at få at vide, hvordan man skal gøre det bedre. Og det er vigtigt for selvtilliden at få at vide, man gør det godt. Endelig skal det være klart for alle, at en dårlig
præstation bliver påtalt. Hvis man husker de 3 elementer og tilskynder til et miljø og kultur hvor de tre ting er i fokus så kan man opnå og
tilskynde læring i sine projekter.

 

Denne artikel er oprindeligt bragt i tidsskriftet Projektledelse 3/2018

Lene Larsen

Ansat i Dansk Projektledelse siden 2008. Tidligere med ansvar for medlemsdatabasen, IPMA certificeringsadministration mm. Nu med fokus på kommunikation, markedsføring og udvikling.


Styrk din markedsværdi

Bliv markant skarpere på dine styrker og svagheder, samtidig med du får et internationalt anerkendt certifikat i hånden

Bliv IPMA Certificeret